Jørgen Butzbach i aktion som den suveræne formidler han er!

25 af foreningernes medlemmer var mødt frem til denne præsentation af flere forskellige geologiske lokaliteter i Rønnes umiddelbare nærhed, steder, der de seneste godt 150 år har præget Rønnes industri og håndværk samt skaffet 100-vis af arbejdere, deres brød på bordet.
I denne uge afvikles den bornholmske kulturuge med netop BRUD som tema, og derfor vat det et apropos til dette, at naturforeningerne tog temaet op på ekskursionen denne søndag formiddag. 
Selv har Butzbach siden sit første besøg på stedet som ung student i 1958 og lærer ved den daværende Rønne Statsskole fra 1970 talrige gange stået i spidsen for grupper og øst af sin ufattelige viden om netop øens geologiske særpræg.
Denne tur var ingen undtagelse og starten på hele denne lange geologiske historie har kunnet spores til Kola halvøen ved Hvidehavet for mere end 3 milliarder år siden, hvor der ved nogle bjergkædefoldninger opstod et granitlegeme inde i bjergkæden, en ”batolit”, der med tiden arbejdede sig op på kædens overflade som et granitlegeme. 
Granit er jordens anden almindeligste bjergart, basalt eller diabas, som den også kaldes er den mest almindelige.
En alder på 1400-1700 millioner år er de forskellige bornholmske granitter vurderet til at være, og i de mange år, der er gået siden er de ved erosion blevet omdannet til sandsten, skifer og rent sand eller som her ved Rønne kaolin, der er en sandholdig lerart.
Det er granittens feldspat og mørke mineraler, der er forvitret under helt andre klimatiske forhold end dem man kender til her på øens nuværende placering på de 55 grader nordlig bredde. Man antager nemlig, at det er sket for omkring 200 millioner år siden, da ”Bornholm” lå 20-25 grader nord for ækvator med et klima bestående af sommerregn og vintertørke.
”Bruddet” mellem det høje Nordbornholm og det lave Sydbornholm manifesterer sig fornemt her på Snorrebakken. Som en linje fra Teglkås i nord til Snorrebakken i vest og videre til Nexø i øst med Klintebakken i Aakirkeby halvvejs mindes man om de såkaldte forkastninger, der er udløst i en zone, der strækker sig fra Sortehavet i sydøst til Skagerak i nordvest. 
Man antager, at kaolin tidligere har dækket hele det bornholmske granitlandskab, men den seneste istids kraftige gletscher bevægelser fra NØ har også skubbet kaolinen foran sig ud over øens nuværende vestkyst – dog således, at det her i forkastningen lå ”i læ af granitlandskabet” for foden af nutidens Snorrebakke og slap for isens eroderende kræfter.
Og det er denne kaolin, der siden 1775, først af den kongelige Porcelænsfabrik, der i en tid også ejede Porcelænsgård, og siden af Rabekkeværket er blevet gravet i en særdeles dyb grav, men som nu ligger hen som den såkaldte Snorrebakkesø og vidner om en tidligere omfattende industri med mange mennesker ansat. Udvindingen af kaolin fortsatte frem til midt i 1980’erne i den såkaldte Nygårdsgrav, hvor der længere mod nord lå et større industrianlæg, Buskeværket, hvor kaolinen blev slemmet for sit store indhold af sand.
Kaolinudvinding er i dag en ”Saga Blot” på Bornholm, men endnu brydes der granit i de to store stenbrud oven over Snorrebakken.

I Stubbeløkken, hvor man netop er ved at åbne et nyt brud ved siden af det oprindelige godt 130 meter dybe gamle brud, brydes rønnegranit til skærver i forskellige størrelser og forskellige formål i vej- og jernbaneanlæg, medens der i Klippeløkken fortsat brydes til kant- og brosten samt mindre mængder chaussésten.
Også større blokke granit hentes ud af klippeløkkebruddet og de bliver skåret op i plader til brug som fliser og facadesten m.m. En poleret rønnegranit bliver næsten helt sort i udseende og sælges under betegnelsen ”blå Rønne”!
I Klippeløkken blev man blandt andet præsenteret for jordklodens almindeligste bjergart, en basalt, der som en tynd diabasgang havde fyldt en sprække i granitten op med flydende magma fra jordens kappe.
Også øens mange sprækkedale er oprindeligt dannet som diabasgange, der ved nedbrydning er blevet til lineære dale i landskabet med den bredeste i Ekkodalen, 70 meter!
Sidste punkt på turen var Nygårdsgraven, men der er ikke meget tilbage af den tidligere udvinding og bearbejdning af kaolin i Buskeværket. Ikke andet end nogle store afrømningsbunker af jord ved Torneværksvej og nogle betonanlæg på den nuværende Haveaffaldsplads ved Bofa – samt søen ud for Nygård. 
Den bornholmske undergrund er et slaraffenland for en geolog, og på denne formiddag nåede Butzbach at viderebringe et ”hav af oplysninger” til deltagerne om det bornholmske grundfjeld nabo til Rønne, og således beriget af geologisk viden kunne man fortsætte dagen og ugen under kulturens vinger.
En af disse er den lokale keramiker, Eva Brandt, der afslutningsvis kunne berette, at hun netop havde anvendt den bornholmske kaolin som inspiration i sit arbejde med at forme unik bornholmsk keramik i form af en krukke, kaldet ”Kaolinsøen”!

teskt og foto Finn Hansen