Her skulle de godt 25 medlemmer på Hammerknuden kigge på, hvorledes Staten håndterede plejen af de værdifulde levesteder for flere af øens helt særegne vækster.

Turens start udviklede sig til en snak for og imod det fantastisk flotte skue, man havde fra campingpladsen op over Klinten med de tusindtallige gult blomstrende Gyvel. – En plante, der opfører sig invasivt, og som bedst holdes i ave ved en kombination af slagleklipning og fårebid!

Til dette henviste ekskursionslederen til en oplysning, han havde fra Bornholmske Samlinger, hvor man kan læse, at der omkring århundredeskiftet 1800/1900 græssede mere end 3000 får på Hammeren – i dag er der ”kun” 300.

Af samme grund var Hammerknuden mere ”nedbidt”, som man kan fornemme på Valdemar Myhres billede fra ca. 1910.

På websitet www.367ture.dk kunne man for små 10 år siden læse:

"For at kunne gøre sammenligninger med hvad der ville ske, om man intet foretog sig, er der etableret en såkaldt "0-parcel" ca. 200 meter SØ for kapellet og som viser, hvordan hele Hammeren ville være vokset til i skov, hvis man bare havde ladet stå til - siden staten overtog plejen på arealerne i begyndelsen af 1970'erne.

Et godt sted at blive klog på de processer, der naturligt foregår omkring os mennesker - en slags naturens frie spil!

Men, dette spil er på grund af menneskets uforstand, ved at tage livet af nogle for Bornholm ganske enestående plantesamfund. Og det skyldes introduktionen af Rynket Rose, Hybenrosen, Rosa rugosa i landskabet omkring fyrvæsenets boliger på Hammerodde. Herfra har den bredt sig både langs kysten mod Sandvig og især mod vest.

Følger man kystlinien fra Salomons Kapel mod vest bemærker man de forskellige væld oppe fra bakkerne. Her er der planter som Mose-Troldurt, nok øens eneste kendte vokseplads for tiden.

Ligeledes bemærkes den kødædende plante Vibefedt i nogle væld og Rundbladet Soldug i andre.Tranebær har en ganske fin bevoksning på et større fladt væld, og det er øens anden kendte vokseplads! Og så er der en bevoksning af bregnen Slangetunge i kystklipperne ud for Guldkilden. Denne kilde har fået sit navn for at indeholde et "guldglinsende mineral i vandet". Men, guld er det næppe, snarere en belægning af guldskinnende jernbakterier, der arbejder med at ilte vandets indhold af såkaldte Ferro-ioner til Ferri-ioner.Men, har man fulgt stedets udvikling de seneste 30-40 år må man befrygte, at stedets tidligere så righoldige plantevækst om føje år er historie, idet en meget kraftig opvækst i kildeområdet ændrer forudsætningerne radikalt. Også den fredede skanse synes efterhånden skjult.

Det bliver værre år for år, og myndighederne, i dette tilfælde den danske stat, virker magtesløs og synes nærmest stiltiende at afvente, at et eller andet overnaturligt vil træde til og presse rosen tilbage. Men, rosen synes indtil videre at være den stærkeste i denne kamp! De for Bornholm så enestående plantesamfund på dette nordligste hjørne af øen vil derfor gå en stille død i møde, og den højt besungne biodiversitet, som EU på vore efterkommeres vegne ønsker at bevare, vil også her blive reduceret."

Man ventede ikke så længe, for i 2007 inviterede man nordmanden Mons Kvamme til Bornholm for at han kunne vise bornholmeren, hvorledes man i Norge med stort udbytte ”plejede” lynghederne ved afbrænding.

Allerede samme år havde Naturstyrelsen brændt de første flader af gammel hedelyng af her på Hammeren.

Lyngen har nemlig den kedelige egenskab, at den i en alder af 30 år bliver ”senil” og busket, og siden denne første afbrænding har man hvert år mellem den 1. december og 31. marts brændt større og mindre flader af i forsøget på hele tiden at have flader med ny afbrændt lynghede samt heder i færd med at vokse til, således, at man om 30 år kan have en stor variation i Hedelyngens udviklingsstadier.

Disse områder, der har været udsat for ildens virke, blev fremvist af Tino, og resultaterne var overbevisende. Det første år syntes området goldt og afsvedet, men små lyngplanter spirer hurtigt frem sammen med den allesteds nærværende Sand-Star.

Det viser sig, at selv om Sand-Star i de første år har taget overhånd, vil Hedelyng efterhånden overtage arealet og tilbagevise staren!

Foruden at brænde gammel lyng af har man fra Statens side de senere år taget fat på en bekæmpelse af hybenrosen ved nedskæring med kratrydder.

Store arealer, der tidligere var tilgroet med rosen, er fritlagt, og overbevisende ”flot” ser det ud!

Men, ser man nøje efter viser det sig, at friske skud skyder op på disse arealer, og så er man lige vidt! Hvis ikke naturplejerne i form af geder, får og køer finder behag i disse friske ”grøntsager”.

Kun tiden vil vise det, og som Tino fremhævede, måske skal der indrettes specifikke hegn omkring disse roser for at dyrene ikke skal fristes til at spise andre steder på den store Hammerknude!

Flere af deltagerne mente dog, at det var utænkeligt, at kun dyrene kan få taget kål på disse rosenskud, og man så ikke anden udvej på at få løst problemet end at indføre en målrettet kemisk bekæmpelse på dette ”uvæsen”!

Foruden Hedelyng og Hybenrose, har man gjort en større indsats i at rydde opvækst i form af Rødel og Pil over de mange væld, Hammerknuden er så rig på.

Således også vældet umiddelbart SV for Kragkås Havn, og her blev ekskursionsdeltagerne i den grad præsenteret for fire af områdets køer, der med stort begær nød vældets plantevækst, herunder Vibefedt, Soldug og Troldurt!

Også arealet med den større bevoksning Tranebær nød ekskursionsdeltagerne – ja, de fleste havde ikke haft nogen anelse om, at man kunne finde noget så ”eksotisk” her på øen.

På grund af tidnød, nåede ekskursionen ikke frem til Guldkilden, men man returnerede gennem den tidligere nul-parcel, der efter at være blevet skovet omkring … igen var ved at vokse til i birkeskov. Alligevel fandt man i bunden fortsat en større bevoksning af Tyttebær.

På vejen tilbage over Hammergabet blev man præsenteret for den ligeledes nyplejede Tørvevældskær, hvis kvaliteter udmærker sig ved en større bevoksning af Rundbladet Soldug og som i dag en hundredtallig skare af Plettet Gøgeurt.

En flot afslutning på en tur, hvor Tino fik vist, at man fra Statens side virkelig har taget fat om ondets rod og forsøgt at få genskabt tidligere tiders højt besungne planteverden på Hammeren uden brug af plantegift, men en kombination af mennesker og dyr.

Tekst og foto, Finn Hansen