Fugletrækket over Hammeren er blevet fulgt af bornholmske fugleinteresserede i mere end 50 år, og i bogen Bornholms Fugle fra 1973 er dette fugletræk beskrevet med datidens erfaring for hver enkelt fuglegruppe.

Siden 1973 er fuglenes træk over Bornholm imidlertid fortsat fulgt hvert enkelt forår og for den sags skyld også flere efterår, og Bornholms Ornitologisk Forening har arrangeret ture med kyndig ledelse til Hammerodde.

I 1981 havde foreningen arrangeret to ture til øens nordspids for at følge fugletrækket, en tidlig tur i april og en senere i maj, og man inviterede medlemmer af Naturhistorisk Forening for Bornholm til at deltage i disse ture.

Det gjorde man også de følgende forår, og i 1986 var det med daværende formand for Bornholms Ornitologiske Forening, Jens Kofoed, som leder.

I 1987 tog Naturhistorisk Forening for Bornholm for første gang en fugletræktur med i sit eget program, og man inviterede Jens Kofoed til at lede turen.

Siden har en forårstur til Hammeren med fugletrækket som tema været et fast indslag i Naturhistorisk Forening for Bornholms årsprogram, og hvert år har det været med Jens Kofoed som leder.

I år 2016 var det ingen undtagelse, og det blev således 30. gang, Jens gik foran en gruppe naturhistorikere og øste af sin store viden om fuglenes træk i almindelighed og fuglenes stemmer i særdeleshed.

Turen blev afviklet søndag formiddag den 17. april med Danmarks Naturfredningsforening som medarrangør. Vejret viste sig fra sin allerflotteste side, efter nattens lette regnbyger var det klaret op med en krystalklar blå himmel, men vinden tog til i løbet af formiddagen fra SV. Og det er erfaringsmæssigt ikke de bedste forudsætninger for at se småfugle på træk.

Omkring 35 af foreningernes medlemmer havde denne smukke formiddag ladet sig lokke til øens nordspids, og lederen gennemgik underholdende og grundigt de fugle man mødte på vejen gennem landskabet.

Foråret var i den grad nået til Hammeren med adskillige tornirisker, grønirisker, gulspurve, bogfinker og ringduer, der hørtes synge, og den hvide vipstjert var godt repræsenteret i klipperne på øens nordligste spids.

Trækket af havfugle var på grund af den kraftige vind på langs af øens nordkyst vanskeligt at følge, men de lokale edderfugle lod sig betragte på tæt hold, og længere ude over havet blev der både set skarv, havlit, alk, lomvi og tejst i sommerdragt.

Hvad angår rovfugle blev det til nogle interessante iagttagelser af spurvehøge, et par rastende tårnfalke og et par musvåger over Hammerklipperne inden deres træk videre mod nord.

Tekst og foto, Finn Hansen

Her på Hammerens nordspids har Naturstyrelsen i vinterens løb skåret store dele af den altdominerende rynket rose ned til jordoverfladen og brændt store dele af afklippet samt flere lyngområder af i en storstilet indsats for at genskabe stedets botaniske kvaliteter.

Alligevel kunne man konstatere, at rosen var i gang med at skyde frem fra rødderne, og formanden for Danmarks Naturfredningsforenings lokalforening, DN Bornholm, Anna Sofie Paulsen, orienterede om foreningens holdning til undtagelsesvis brug af Roundup imod disse roser.

”Med ondt skal ondt fordrives”, var konklusionen, og så må tiden vise, om en målrettet indsats med kemikalier mod dette uvæsen kan løse problemet med denne invasive roses hærgen på Hammeren.

Som et apropos til Hammeren og dens vegetation, kan man i den nye bog om fotografen Valdemar Myhre se et billede af landskabet NØ for Salomons Kapel for godt 100 år siden, og sammenligner man dette med et fra ekskursionen, må man konstatere, at der fortsat mangler en del inden fortidens lyngarealer er genskabt.