Debatindlæg

Skovdrift Dueoddefredningen

Der bliver i disse år fældet en del skov i det fredede område fra Dueodde til Østre Sømark. Området er også sommerhusområde, og derfor får vi i Danmarks Naturfredningsforening en del henvendelser fra bekymrede sommerhusejere, der er dybt forundrede over, at man kan fælde så meget i en skov, der både er fredet område og sommerhusområde. En mindre del er også fredsskov.

At området er fredsskov betyder, at det vedvarende skal være bevokset med træer, der i det mindste inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet, højstammet skov. Fredsskovspligten er altså ikke til hindring for skovdrift.

I fredningsdeklarationen for Dueoddefredningen står der, at der i skoven uden om sommerhusudstykningerne kan drives vedligeholdende skovdrift, dvs. der kan fældes hugstmoden skov, men der skal til stadighed være højstammet skov tilbage. Det betyder bl.a. at skoven kan udtyndes. Her er det så op til en vurdering, hvor meget der kan fældes, så der stadig er tale om en udtynding. Det er Bornholms Regionskommune, der har tilsynet med den fredede skov, og det er derfor dem, der foretager vurderingen i samråd med Fredningsnævnet.

De udtyndinger, der er foretaget ved bl.a. Bassebovej, Udegårdsvej og Munkegårdsskoven, er vurderet til at være udtynding, og det er vi i Naturfredningsforeningen enige i. Det ser voldsomt ud lige efter fældningerne, men bare 1-2 år senere vil skovbunden være retableret, og nye træer vil spire frem. Tyndingerne giver mere lys og varme i skovbunden, hvilket fremmer et rigere insektliv og i anden række et rigere fugleliv. Med tiden kan skoven udvikle sig til at bestå af adskillige aldersklasser af træer og dermed udgøre mere varieret udbud af levevilkår for planter og dyr. Her er det også vigtigt at notere sig, at fredningsdeklarationen nævner, at ”Karakteren af den eksisterende bevoksning i området (gran, fyr og lyng) skal stedse bevares”.

Skoven fungerer også som rekreativ skov for beboerne i området. Derfor er det ønskeligt, at der ved skovdriften også tænkes på at sikre naturen og naturoplevelser. Det kan gøres ved at sørge for, at de træer, der bliver tilbage, især er de ældste/største træer med mange levesteder i form af huller, krogede kroner osv., hvis sådanne findes. De bør blive stående til naturlig alderdom og henfald. På den måde bidrager man til at skabe gode levevilkår for insekter, svampe og fugle.

Vi håber i Danmarks Naturfredningsforening at vi med denne skrivelse har formået at redegøre for vores syn på skovdriften i området, og at det kan bidrage til større forståelse blandt beboerne i området.