BEHOV FOR UDPEGNING AF EVIGHEDSTRÆER – en højaktuel indsats på Bornholm

Støt op om Danmarks Naturfredningsforenings kampagne for udpegning af Evighedstræer.

Har du som lodsejer – eller blot som borger – kendskab til et særligt markant, gammelt eller stort træ, som fortjener betegnelsen Evighedstræ, så kontakt Bjarne Biggas fra DN Bornholms bestyrelse, der er tovholder for kampagnen.
Tlf.: 6111 8867
Mail: bjarnebiggas@gmail.com

Beskyttelsen af gamle træer er både vigtig og presserende. Mange træer i det åbne land på Bornholm forsvinder fortsat til flisproduktion. Helle Bay Eriksen, forkvinde for DN Bornholm, pegede allerede i et interview med TV2/Bornholm den 15. november 2025 på, at stigende priser på træ til flisproduktion frister mange til at fælde selv gamle træer i de såkaldte bondeskove. Netop bondeskovene har stor naturmæssig betydning. Historisk har de været knyttet til de lokale gårde og har som ikke-produktionsskove været præget af plukhugst frem for egentlig skovdrift. Derfor rummer de ofte en stor variation af arter, gamle træer og dødt ved.

Gamle træer og dødt ved er afgørende levesteder for tusindvis af arter – blandt andet svampe, mosser, insekter, fugle og smådyr. De fungerer både som fødekilder, skjulesteder og ynglepladser og spiller dermed en central rolle for biodiversiteten.

Med kampagnen ønsker Danmarks Naturfredningsforening at skabe større opmærksomhed om de gamle træers værdi i de bornholmske landskaber. Samtidig ønsker vi – i samarbejde med lodsejerne – at identificere og anerkende bevaringsværdige træer gennem udpegning af Evighedstræer.

Kriterier for udpegning af et Evighedstræ

Et Evighedstræ er en titel, som Danmarks Naturfredningsforening giver til et bevaringsværdigt træ. For at blive udpeget skal træet opfylde ét eller flere af følgende kriterier:

  • Træet er gammelt
  • Træet er meget stort
  • Træet har stor biologisk værdi
  • Træet har stor æstetisk værdi

Gamle træer rummer ofte hulheder, døde grene, svampe og blottet ved, som er tegn på høj biologisk værdi. Ved vurdering af alder ser man blandt andet på træets omkreds og højde samt barkens struktur og øvrige karakteristika. Æstetisk værdi er mere subjektiv og handler også om træets særlige udtryk og placering i landskabet. Et træ behøver derfor ikke nødvendigvis at være meget gammelt eller stort for at have stor æstetisk betydning.

Når et træ udpeges som Evighedstræ, sker det altid i dialog med lodsejeren. Aftalen er frivillig og ikke juridisk bindende, men markerer en fælles intention om at passe på træet længst muligt. Lodsejeren anerkendes samtidig for indsatsen med at bevare træet. Udpegningen kan eksempelvis markeres ved en mindre fejring, overrækkelse af diplom eller omtale på DN Bornholms hjemmeside – afhængigt af lodsejerens ønsker og afdelingens muligheder.

Ingen træer lever evigt, men hensigten med Evighedstræer er, at de skal have mulighed for at leve så længe som muligt. Kampagnen er måske et lille initiativ – men forhåbentlig et vigtigt bidrag til at skabe større opmærksomhed om de gamle træers store værdi for både natur, landskab og kulturhistorie

 

Det første Evighedstræ på Bornholm

I haven på Listedgård i Listed står et meget gammelt og meget stort morbærtræ. Det er udpeget som evighedstræ af Danmarks Naturfredningsforening på Bornholm, og det er det første registrerede evighedstræ på Bornholm.

Lørdag d. 10. september overrakte DN Bornholm ved en lille højtidelighed et Evighedstræ-diplom og en lille plakette til at sætte på træet til ejerne af morbærtræet, Gudrun og Anders Elleby. Det foregik i haven på Listedgård, Hans Thygesensvej 19, Listed. Der blev serveret en kop kaffe eller en fadøl, og alle interesserede var velkomne til at deltage.
Klik for at se indslag fra begivenheden på TV2 Bornholm

Og det var så det første evighedstræ - er der mon flere? 
For der findes heldigvis stadig store og gamle træer på Bornholm, og det kan vi takke ejerne for. De har passet på dem og skånet dem fra motorsaven i flere generationer. Disse træer har stor værdi, både kulturelt og æstetisk - og så fungerer de som levesteder for en lang række insekter, fugle og svampe. Derfor skal vi passe på dem. Diplomoverrækkelsen var derfor også startskuddet på en kampagne for at finde og få udpeget flere evighedstræer på Bornholm.

 

Evighedstræer på Bornholm

Nedenfor ses en oversigt over udnævnte evighedstræer, registreret i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.

Evighedstræ nr. 1 (udnævnt 2022)

Beliggenhed:
Listedgård, Hans Thygesensvej 19, 3740 Svaneke

Træet:
Morbærtræ. Meget gammelt – anslået ca. 130 år – med mange forgreninger.
Omkreds: ca. 160 cm.

Ifølge lodsejer vurderes træet arealmæssigt at være Danmarks største morbærtræ.

Træet står på privat grund i ejendommens frugthave vest for hovedbygningen.

Lodsejer oplyser, at der afholdes morbærfestival lørdag den 8. august 2026, hvor alle er velkomne til at se træet.
Derudover er adgang kun mulig efter aftale med lodsejer.

 


Evighedstræ nr. 2 (udnævnt 2023)

Beliggenhed:
Mikkelegade 14, Tejn

Træet:
Stort, forgrenet egetræ. Anslået alder: ca. 150 år.
Omkreds: 263 cm.

Placeret på privat grund bag huset, men kan ses fra vejen.

Besøg i haven kun efter aftale med lodsejer.


Evighedstræ nr. 3

Beliggenhed:
Sønder Landevej 90, St. Bakkegaard

Træet:
Blodbøg. Anslået alder: ca. 200 år.
Omkreds: 330 cm.

Træet står i haven på privat grund, men kan ses fra vejen.

Besøg i haven kun efter aftale med lodsejer.

 


Evighedstræ nr. 4 (udnævnt 2023)

Beliggenhed:
Sønder Landevej 114

Træet:
Egetræ, kaldet “brændevinseg” – tidligere rastested.
Anslået alder: over 200 år.
Omkreds: 310 cm.

Placeret på privat grund på en gravhøj, men kan ses fra vejen.

Besøg kun efter aftale med lodsejer.

 

Evighedstræ nr. 5 (udnævnes i juni 2026)

Beliggenhed:
Privat grund på Bornholm.

Træet:
Morbærtræ med karakteristiske, krogede og sammenfiltrede grene. Træet rummer tydelige hulheder og markante ændringer i barken, som vidner om høj biologisk værdi.

Anslået alder: ukendt, men skønnes at være meget gammelt.
Omkreds: ca. 180 cm.

Træet er ikke synligt fra offentlig vej.
Besøg kun efter aftale med lodsejer.


Evighedstræ nr. 6 (udnævnes i juni 2026)

Beliggenhed:
Privat grund på Bornholm.

Træet:
Rødbøg (blodbøg) med en meget markant og monumental fremtoning i ejendommens have. Stammens omkreds er ca. 440 cm, og stammen deler sig hurtigt i fire-fem parallelle, opadstræbende stammer. Træet har en stor og høj krone, som skønnes at dække mere end 50 m².

Anslået alder: meget gammelt træ.
Omkreds: ca. 440 cm.

Træet er kun delvist synligt fra offentlig vej.
Besøg kun efter aftale med lodsejer.

 

 

Foto 1: Egetræet i Tejn, foto 2: Egetræet ved Sønder Landevej, foto 3: Blodbøgen ved Sønder Landevej, Foto 4: Evighedstræ 5, Foto 5: Evighedstræ 6   

Error executing child request for handler 'System.Web.Mvc.HttpHandlerUtil+ServerExecuteHttpHandlerAsyncWrapper'.

Error executing child request for handler 'System.Web.Mvc.HttpHandlerUtil+ServerExecuteHttpHandlerAsyncWrapper'.

Value cannot be null. Parameter name: source

Error executing child request for handler 'System.Web.Mvc.HttpHandlerUtil+ServerExecuteHttpHandlerAsyncWrapper'.