Nyhed

Hvilken forskel kan kommunalpolitikerne gøre?

Tirsdag d. 24. oktober holder vi Naturens Vælgermøde på Green Solution House i Rønne. Fra kl. 16.30 til kl. 18.
Her - som i vores sidste Nyhedsbrev - kan du læse om tankerne med det.


Bornholm har ingen elefanter - men levestederne i den bornholmske natur er lige så vigtige at bevare, som elefanternes levesteder i Afrika. Og det er nogle af de samme ting, der udgør truslerne, nemlig opdyrkning og forstyrrelser.

På Naturens Vælgermøde vil vi på vegne af den bornholmske natur stille de bornholmske politikere disse spørgsmål:

• Hvor har jeres parti konkret gjort en positiv forskel for naturen i de sidste fire år?
• Hvad er det i jeres program, der gør, at vi skal stemme på jer i forhold til natur?
• Hvor mener I selv, at jeres politik adskiller sig positivt fra andre partiers naturpolitik?
• Hvordan vil jeres parti gøre en positiv forskel for naturen i de kommende fire år?

Natur er ikke noget, man bare kan flytte eller bruge uden hensyn til naturens egne behov. Naturen har værdi i sig selv, den er ikke bare en kulisse, der danner ramme om menneskers brug af den, hvad enten det er på mountainbike eller gåben.
Bornholm har fin og værdifuld natur, også set med nationale briller. Bornholm scorer alligevel kun 30 ud af 100 point på det nationale naturkapitalindeks og lander derfor som nr. 23 på listen over danske kommuner. (link til naturkapitalindeks)
Naturen taber let i konkurrence med et byggeri, en kornmark eller en golfbane. Når fundamentet er støbt, det levende hegn er nedlagt, eller golfgræsset er sået, så har naturen tabt.
Bornholms natur er en ressource og en styrke for Bornholms udvikling, men det stiller krav til, hvordan vi opfører os. Som vi har lært fra andre områder, så skal ressourcer bruges med respekt og omtanke. Ingen ressourcer er uudtømmelige.
Hvilken forskel kan kommunalbestyrelsen gøre?
Naturen kan ikke stemme. Derfor er det vigtigt at vi får politikere, der vil beskytte naturen, og ikke bare benytte naturen. Kommunalbestyrelsen træffer mange afgørelser, som har stor betydning for naturen på Bornholm.
Det mener DN Bornholm:
OUTDOOR:
Outdoor ser ud til at komme til at spille en vigtig rolle både for fastboende og i turismen fremover.
Hvis naturen skal undgå at tage skade, er det vigtigt at brugerne af naturen bliver ledt hen, hvor naturen kan holde til det. Helst skal folk fordeles over robuste områder på hele øen.
Det kræver en sårbarhedsplanlægning, så det sikres, at vigtige naturlokaliteter ikke forstyrres, og at dyr og fugle får fred i yngleperioden.
Flere outdoor-aktiviteter medfører behov for flere faciliteter som fx tilgængelige offentlige toiletter, affaldsindsamling, stiforløb og skiltning.
Det kræver tilstrækkelige midler til formålet og en plan.
DE SJÆLDNE ARTER OG DEN RIGE NATUR:
Naturen på Bornholm er rig, men langt fra så rig som den har været. Bornholm er stadig hjemsted for sjældne arter, men de er i tilbagegang, fordi deres levesteder forarmes og forsvinder. Disse arter er vigtige, selvom de ikke er så kendte eller så store som elefanter, og vi har en forpligtelse til at værne om dem og deres levesteder. Det betyder plejeplaner og aktiv pleje af områderne, hvor de findes, og det koster penge.
DET ÅBNE LAND:
Naturen i det åbne land er under pres. Det skyldes intensive dyrkningsformer, mindre afgræsning af løkker og enge, færre skel, jorddiger og læhegn og større marker. Der skal derfor arbejdes for at beskytte og udvide naturen i landbrugslandet. Det drejer sig om de små og store naturområder, der ligger mellem de dyrkede marker, og det drejer sig også om grøfter og vejkanter langs alle kommunens veje. Disse områder er livsnødvendige fristeder for en lang række dyr og planter.
Vi har brug for at samle naturen i store sammenhængende, afvekslende naturområder, hvor landbrugs-arealet indgår med naturvenlige dyrkningsformer, ledelinjer og småbiotoper.
I det åbne land findes til gengæld usynlige kvaliteter i form af ro/stilhed og mørke. Disse kvaliteter bør sikres. Det kan ske ved at der ikke laves tilfældig og drypvis planlægning for at tilgodese enkeltgrupper. Bevar helhedssynet. Placer støjende anlæg i særligt udpegede områder.
Desuden bør der laves en politik for belysning i det åbne land der sikrer mørke områder, når det er mørkt.
KLIMAKOMMUNE:
Bornholm har valgt en ambitiøs målsætning for reduktion af CO2. Det kræver, at alle områder af kommunen inddrages i arbejdet. Det kræver også at kommunen aktivt understøtter og fremmer omlægningen i erhvervslivet, i landbruget og i transporten.
OFFENTLIGE INDKØB:
Kommunen kan gøre en stor forskel med sine indkøb, ved ikke at vælge billigst her og nu, men billigst set ud fra en livscyklus-betragtning. Kommunen skal fremme sin grønne indkøbsmagt til at understøtte nedbringelse af CO2, fremme omstilling lokalt, og i det hele taget ved at føre en langsigtet næste-generationspolitik.
HUSK KASKETTEN:
I kommunen samles mange kasketter. Når kommunen i en sag både er tilsynsmyndighed, måske selv står som jordejer, og har vækstbrillerne på, hvem skal så passe på naturen?
Kommunalbestyrelsen kan gøre en forskel mange steder, bl.a. her:
Som myndighed i forhold til naturbeskyttelsesloven
Som landzonemyndighed.
Som planmyndighed.
Som byggemyndighed.
Som tilsynsmyndighed for fredede områder.
Som naturforvaltningsmyndighed for de fredede områder.
Som anlægsejer: Veje, bygninger, gadelys.
Som skovejer.
Som toneangivende for hvordan Bornholm skal udvikle sig:
Bornholms Udviklingsstrategi
Innovation
Vækstforum
Trafikkontaktrådet

Ordstyrer på Naturens Vælgermøde:
Kjeld Pedersen, tidl. DR Bornholm
For spørgsmål til arrangementet, kontakt Anna Sofie Poulsen, tlf. 29127512 eller mail annasofie.poulsen@gmail.com
OG så er der Årsmøde bagefter - kl. 19 - 21!
Vi glæder os!
På gensyn.
DN Bornholm





Og her til slut en af de bornholmske sjældenheder: løvfrøen