Nyhed

Miljøministeren har skrevet:

Den 21.12. skrev Jacob Ellemann nedenstående på sin Facebook side.
Det citeres hermed med glæde!

"De seneste uger har der været en del debat om et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at fratage Danmarks Naturfredningsforening retten til selvstændigt at rejse fredningssager.
Danmarks Naturfredningsforening er en af de største foreninger i Danmark og har en særstatus i lovgivningen til at rejse fredningssager, som de har brugt gennem næsten 100 år....." Læs det hele herunder

"De seneste uger har der været en del debat om et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at fratage Danmarks Naturfredningsforening retten til selvstændigt at rejse fredningssager.

Danmarks Naturfredningsforening er en af de største foreninger i Danmark og har en særstatus i lovgivningen til at rejse fredningssager, som de har brugt gennem næsten 100 år. Jeg er sikker på, at der igennem historien er eksempler på, at der er rejst fredningssager, som ikke burde være rejst. Jeg er lige så sikker på, at der er rejst fredningssager, som betyder, at den danske befolkning i dag og i al fremtid har adgang til at nyde noget af den fineste natur, Danmark overhovedet kan byde på.

Jeg synes, at det er rigtigt fint i tråd med den danske foreningstradition, at Danmarks Naturfredningsforening har retten til at rejse en fredningssag. Og at det i øvrigt er Fredningsnævnet, der træffer beslutningen i sidste ende. Derfor kommer regeringen ikke til at støtte beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti, og jeg kommer ikke til at indskrænke Danmarks Naturfredningsforenings ret til at rejse fredninger i Danmark.

Med Danmarks Naturfredningsforenings særlige privilegier følger dog også et særligt ansvar, og det skal man være sig bevidst. Et beslutningsforslag som dette udspringer ikke af den blå luft. Gennem de senere år har flere lodsejere har følt sig klemt og ikke behandlet ordentligt af Danmarks Naturfredningsforening. Et af punkterne i Dansk Folkepartis beslutningsforslag er et ønske om en tidligere orientering af lodsejeren, hvis der bliver rejst en fredningssag på deres ejendom. Det handler for mig om basal retssikkerhed, og det vil jeg gerne se på, hvordan vi sikrer på en bedre måde end i dag.

Vi skal passe på naturen, og vi skal behandle folk ordentligt og med respekt. Heldigvis bør vi kunne finde en måde, hvor begge ting lader sig gøre på samme tid."

 Læs også reaktionen på Jacob Ellemanns udmelding fra Danmarks Naturfredningsforening.