En enestående dansk kulturhistorisk arv sikres nu med Natur- og Miljøklagenævnets kendelse. Fredningen af det 43 hektar store naturlandskab byder på helleristninger – nogle er for længst kendte, andre er nyligt afdækkede, og der er flere jorddækkede potentielle fortidsminder. Flere steder kan man også finde spændende kulturspor som rundklipper med skurestriber efter den sidste istid, der viser isens bevægelsesretning fra øst til vest, fortæller fredningsmedarbejder Kate Skjærbæk Rasmussen:

- Området er unikt - også i international sammenhæng - og er et kultsted på niveau med Stonehenge. Vi har masser af gravhøje i Danmark, men et begrænset antal helleristninger, så vi har pligt til at passe på dem. Ikke bare for os selv, men for vores efterkommere. Det er en kulturarv, der burde indgå i skolebøgerne. Og med fredningen vil også skoleklasser kunne komme helt tæt på og længere ind i området med de forbedrede adgangsforhold, som fredningen også sikrer.

Adam og Eva og floraen

Området omkring Anebjerg Høj og Langebjerg har en meget rig og varieret flora med karakteristisk bornholmsk vegetation. Men i de mere lysåbne områder finder man også urteflora og spændende orkideer som hyldegøgeurt med det fine øgenavn Adam og Eva på grund af sine to markante farvevarianter i vinrød og lysegul.


Det sidste soltegn er ikke fundet endnu

Det dramatiske klippeterræn rejser sig til halvfems meter op over havet og blotter helleristninger af soltegn, heste, skibe og andre aftryk fra bronzealderens billedverden. På de højtliggende klipper øst for Hammersholm ligger størsteparten af helleristningerne, og arkæologer vurderer derfor, at området gennem lang tid har været en vigtig kultplads. Vurderingen er også, at mængden af afdækkede fund tyder på, at der gemmer sig endnu flere spændende kulturgaver under jorden, der kan kaste lys over helleristningernes betydning.

Turismen i det fredede område

Det er en myte, at fredninger lukker områder for offentligheden. Tværtimod inviterer fredninger offentligheden til i langt de fleste områder at benytte arealerne på anviste stier, så alle kan få glæde af herlighederne i samspil med sikringen af landskabet og de kulturhistoriske værdier. Det betyder for denne fredning, at tilgangen til området ved Madsebakke skal forbedres blandt andet med en vandresti tværs over Bornholms nordspids fra Madsebakke til Hammershus ved Hammersholm.

Madsebakke - fredningskendelse og kort

Her kan du downloade fredningskendelsen og fredningskortet for Madsebakke.

► Afgørelse for Madsebakke
► Fredningskort