Fredningsområdet omfatter et 65 hektar stort primært skovklædt område på Bornholm omkring Kællingehøj på Blemmelyng nogle km øst for Rønne. Nylars Plantage udgør den største del af fredningen - et kulturhistorisk spændende og værdifuldt område, der på Bornholm kun findes en håndfuld tilsvarende værdifulde områder af, fortæller fredningsleder i DN Birgitte Bang Ingrisch:

- Overalt i området er der spor efter vores forfædres aktiviteter i form af oldtidsagre, stenvolde, røser og bautastene. Området lå udpint af jernalderbondens dyrkningsmetoder i hede og lyng fra ca. 400 år efter vores tidsregning og frem til 1868, hvor plantagen blev tilplantet. Det er den direkte grund til, at agersporene stadig i dag er tydelige, og ikke som så mange andre steder, er blevet ødelagt af intensiv skovdrift eller moderne landbrugsredskaber gennem det seneste århundrede.

DN besluttede at rejse fredningssagen, da Bornholms Regionskommune satte 45 hektar af skoven til salg. Fredningen vil sikre fortidsminderne og markfladerne gennem restriktioner på skovdriften, oplyser Birgitte Bang Ingrisch:

- Fredningen beskytter mod stensprængning, stødrydning mv. ligesom reglerne for udslæbning og 

kørsel af træ forhindrer, at agerryggene og fortidsminderne sløres eller skades. Fredningsbestemmelserne giver også kommunen mulighed for at foretage naturpleje med nænsom rydning af områder i skoven, der fremmer en åben skovbund, hede og overdrev. Det vil give en nødvendig og sammenhængende beskyttelse af de kulturhistoriske interesser, udvikle de botaniske interesser i området samt skabe mulighed for en formidling af områdets værdier.

Ordforklaring

Røser: Gravhøje eller stendynger efter markrydninger.

Oldtidsagre: Oldtidsagre er spor efter oldtidens marksystemer, der viser de forhistoriske markskel. Markskellene ses som små lave jord- og stenvolde. Oldtidsagre kan også ses i Geelskov ved Holte og Rødland Hede ved Fjerritslev.

Bautasten: Bautasten og runesten udgør sammen med helleristningssten, de forskellige sten med eller uden skrifttegn og billeder fra oldtiden, som er rejst eller sat. Bautasten omfatter udover enligt stående sten også sten, der udgør rester af skibssætninger, stenkredse og -rækker samt andre kultanlæg.

(kilde: Kulturarvsstyrelsen)

FAKTA - LANDSKAB OG GEOLOGI

I plantagens vestlige del, hvor Onsbækken skæres af Blemmelyngvejen, findes en fin geologisk lokalitet bestående af profiler fremkommet ved erosion i bækkens bund og i den østlige brink. I profilerne ses forvitret granit overlejret af Neksøsandstens nederste (ældste) del. Der er således tale om et erosionssnit i den ”bornholmske” landoverflade, som den må have set ud for ca. 545 millioner år siden.

► Læs mere om fredninger på www.dn.dk/fredninger