Nyhed

Ny konstituering af DN Bornholms bestyrelse

Den 16. november afholdt Danmarks Naturfredningsforening Bornholm årsmøde på Bornholms Højskole, hvor bestyrelsen for foreningen blev sammensat for det kommende år.

Bestyrelsen redegjorde på årsmødet for den situation, man har været i igennem året, idet foreningen ikke har kunnet stille med en forperson. Arbejdet er i stedet blevet løftet som et kollektiv med en række tovholdere, der har taget ansvar for konkrete indsatser og områder. Dette har fungeret godt efter omstændighederne, men erkendelsen er også, at det er ønskværdigt at have en formel ledelse.

I det kommende år fortsætter DN Bornholm arbejdet for naturen som et fællesskab selvom foreningen nu har konstitueret sig med en forkvinde og en næstformand. Den nye konstituering skal blandt andet gøre foreningen mere tilgængelig for pressen og andre interessenter.

Ny forkvinde, næstformand og sekretariat

Bestyrelsen har enstemmigt vedtaget følgende konstituering:

Forkvinde: Helle Bay Eriksen

Næstformand: Christian Prip

Sekretariat: Christina Thurmann

 

Forkvinde, Helle Bay Eriksen

Helle er civiløkonom og journalist og har en baggrund som leder og iværksætter indenfor markedsføring og kommunikation. I forhold til natur er hun optaget af at give den langt mere plads og en højere kvalitet med stor diversitet - bl.a. gennem rewilding. Privat er hun i gang med sådan et projekt i lille skala på en gård ved Allinge.

”Min vision for DN Bornholm er bl.a. at vi kan engagere flere lokale medlemmer i det meget vigtige arbejde for vores pressede natur – til lands og til vands.

Jeg har gennem det senest år i bestyrelsen som suppleant set, hvordan lokalafdelingen er i dialog med og samarbejder med en bred vifte af lokale organisationer og interessenter, og det arbejde synes jeg i høj grad er vigtigt og skal videreføres,” udtaler den nye forkvinde.

”Vi er en bestyrelse, der er bredt og stærkt funderet med både stor erfaring og ny energi samt ikke mindst høj faglighed. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet sammen med mine kollegaer i bestyrelsen og forhåbentlig også flere frivillige medlemmer”.

 

Næstformand, Christian Prip

Christian er jurist og seniorforsker hos det norske Fridtojf Nansens Institut i Norge i international miljøret og -politik, men bor på Bornholm. Før han blev forsker arbejdede han i mere end 25 år for Miljøministeriet med både dansk og international miljøpolitik.

”Jeg vil bruge min viden om virkemidler i miljøpolitikken til at skubbe på for, at Bornholms Regionskommune gennemfører ambitiøse politiske beslutninger for miljø og natur til glæde for både os fastboende og vores meget forventningsfulde gæster. Det gælder ikke mindst i forhold til vandmiljøet, hvor Bornholm skylder at gøre mere for at forbedre Østersøens elendige tilstand”

Optaget som jeg er af både national og international miljøpolitik, vil jeg også gerne være en DN Bornholm-stemme i det nationale DN.”

 

Bestyrelsens medlemmer 2023/2024:

Bestyrelsen består af 9 medlemmer samt to suppleanter:

Ole Low

Christina Thurmann

Michael Stoltze

Carsten Mouritzen

Frank Nielsen

Christian Prip

Helle Bay Eriksen, indtrådt i stedet for Rene Vilsholm

Maria Røjbek, nyvalgt

Jette Harrild, nyvalgt

 

Suppleanter:

Stefan Straarup

Sidsel Toft Christensen, nyvalgt

 

I december afholder foreningen et bestyrelsesmøde med den hensigt at lave et arbejdsprogram for 2024 og dannelse af arbejdsgrupper.

 

Bestyrelsen, DN Bornholm