Pressemeddelelse

Bornholms grønne bølge

DN Bornholm er med!
Støtte fra Nordea-fonden giver afsæt for at udvikle nyt naturprojekt
En uddeling fra Nordea-fonden giver nu mulighed for at tage de første skridt hen imod drømmen om at skabe en sammenhængende, let tilgængelig og naturpræget forbindelse tværs gennem det centrale bornholmske landskab fra Hammerknuden i nord til Nexø og Dueodde i syd.
Læs hele pressemedelsen i sin helhed herunder...

Pressemeddelelse

Støtte fra Nordea-fonden giver afsæt for at udvikle nyt naturprojekt
En uddeling fra Nordea-fonden giver nu mulighed for at tage de første skridt hen imod drømmen om at skabe en sammenhængende, let tilgængelig og naturpræget forbindelse tværs gennem det centrale bornholmske landskab fra Hammerknuden i nord til Nexø og Dueodde i syd.

En uddeling på i alt 622.000 kr. fra Nordea-fonden, som støtter gode liv, gør det nu muligt at sætte gang i et 1-årigt for-projekt, som skal undersøge og konkretisere mulighederne for at realisere et ambitiøst naturprojekt med navnet Bornholms Grønne Bølge. Projektet går ud på at skabe en sammenhængende, let tilgængelig og naturpræget forbindelse, der løber tværs gennem det centrale bornholmske landskab fra Hammerknuden i nord til Nexø og Dueodde i syd.

Der er i alt tale om en strækning på ca. 40 km i længden og 2-5 km i bredden. Strækningen byder på en mosaik af småskove, naturområder, mindre landbrugsarealer samt store vidtstrakte skovområder. Tilsammen udgør de forskellige områder en grøn bølge, der kan binde Bornholm naturmæssigt sammen og byde på enestående landskabelige, naturmæssige og kulturhistoriske oplevelser.

Borgmester Winni Grosbøll siger:

”På vegne af Bornholm skal der lyde en meget stor tak til Nordea-fonden, som har kunnet se perspektiverne i vores projekt. Ønsket om en Bornholms Grønne Bølge er efterspurgt som supplement til kyststien og de mange andre stier på Bornholm.”

Nordea-fondens væsentlige støtte til for-projektet bidrager til at skabe overblik over de værdier og vigtige rekreative, natur- og kulturhistoriske sammenhænge, som naturligt er i Bornholms Grønne Bølge.  Mulighederne for at etablere nye stiforløb og formidle viden om landskabet i fællesskab med lodsejere, lokalsamfund og oplevelsesudbydere er ligeledes på listen over ting, der skal undersøges nærmere.

Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden siger:

”Vi håber, at lodsejere, borgere og erhverv mv. vil bidrage til udvikle Bornholms Grønne Bølge, så flere kan opleve Bornholms store natur.”

Bornholms Grønne Bølge rummer et stort potentiale for udvikling af friluftsliv, bosætning og erhvervsliv, for der ligger en stor værdi i at skabe tætte og tydelige bånd mellem mennesker og deres omgivelser – en værdi, som Nordea-fonden i mange år har arbejdet strategisk med at udvikle.

Leif Olsen, formand for Natur- og Miljøudvalget siger:

”Naturoplevelserne inde på øen adskiller sig meget fra de oplevelser, der findes langs kysterne. I de store skove kan man dyrke motion eller finde ro, gå ture uden at møde et menneske, spotte fugle eller møde en bison og i det hele taget føle sig langt fra civilisationen. Det er værdier, som flere og flere efterspørger, både bornholmerne og vores mange gæster.”

For-projektet, som nu er blevet en realitet med støtten fra Nordea-fonden, vil blive skudt i gang i vinteren 2019 og vil blive gennemført af Bornholms Regionskommune i samarbejde med fire stærke partnere; Naturstyrelsen Bornholm (forvalter statens skove og naturarealer på Bornholm), Bornholms Landbrug og Fødevarer (landbrugets og fødevareerhvervets forening og rådgivningsorganisation), Destination Bornholm (turisterhvervets udviklings- og markedsføringsorganisation) og Danmarks Naturfredningsforening Bornholm.

Derudover vil Bornholms Grønne Bølge blive udviklet i et tæt samarbejde med lodsejere, foreninger, erhvervsliv, museer, forskningsinstitutioner og andre interessenter.

 

Yderligere information:

Borgmester Winni Grosbøll mobil: 3018 1979.

Formand for Natur- og Miljøudvalget, Leif Olsen Tlf. 2151 1083.
Projektleder og planlægger Natur og Miljø, Andreas Lund Povlsen mobil: 3018 14 20.

Nordea-fonden: kommunikationschef Tine Wickers Tlf. 4070 3784